ADHD og maskering

Maskering. Av! 
Under min udredning indhentede jeg udtalelser fra nogle af mine tætteste venner. Det gennemgående tema var: "du er en kameleon - super god til at tilpasse dig dine omgivelser". Det lyder jo sådan set positivt nok, men på et tidspunkt når man til et punkt, hvor man faktisk kommer i tvivl om hvem man egentligt selv er, og så er vippen tippet i den forkerte retning. Desværre foregår maskering på et ofte ubevidst plan.

Hvad er maskering?

Maskering er som at bære en usynlig maske, der skjuler ens udfordringer og neurodivergente træk for at passe ind i en neurotypisk verden.
Mennesker er flokdyr, og at være udenfor flokken er et utrygt sted at være. De fleste mennesker har i en eller anden grad et behov for at føle sig som en del af et fællesskab - føle sig accepterede. 
Selv i 2025 hvor alle gerne vil være unikke og skille sig ud, har folk et behov for at være en del af et fællesskab. 

Typiske maskeringsstrategier er:

- At kopiere andres adfærd for at fremstå "normal"
- At overkompensere for at skjule udfordringer
- At overperforme for at bevise sit værd
- At være ekstremt perfektionistisk
- At stille urealistisk høje krav til sig selv (og så føle sig utilstrækkelig)
- At have nul tolerance overfor egne fejl og mangler, men fuldt ud acceptere andres
- At undertrykke hyperaktivitet eller impulsivitet
- At bruge humor som en måde at aflede opmærksomheden fra ens udfordringer
- At være en people pleaser
- At komme alt for tidligt til aftaler, for at undgå at komme for sent pga tids-blindhed
- At skjule følelser, så man ikke bliver opfattet som over-sensitiv
- At tjekke sine ejendele manisk og ofte, for at sikre at man ikke har mistet et eller andet

Det er udmattende at maskere! Og energi er ikke noget vi har i overflod i forvejen.

Sendiagnosticeret = et liv fyldt med maskering.

Maskering starter ofte i barndommen og bliver en overlevelsesmekanisme, der følger en ind i voksenlivet. 

Som adopteret fra Sydkorea har jeg haft et stort behov for at passe ind. I mange år tillagde jeg mine udfordringer, netop det - at jeg er adopteret. Det gjorde jeg faktisk helt frem til 2023 hvor jeg blev udredt og fik mine bogstaver. 

Det meste af mit liv har jeg overkompenseret og overperformet.
Da jeg kom i gymnasiet fandt jeg ud af, at den der med at sidde og dagdrømme bagerst i klasseværelset ikke gik længere, så jeg begyndte at blive væk fra timerne. Jeg kæmpede med at fastholde interessen ved den klassiske undervisningsform. Fagene interesserede mig, men jeg kunne ikke holde ud at sidde i klasserummet og jeg var konstant træt. Dengang troede jeg, at jeg bare var doven, teenage- og skoletræt, at jeg bare skulle tage mig sammen.
En dag hvor jeg igen ikke var i skole, blev jeg ringet op af en klassekammerat. Hun var så venlig at fortælle mig, at hun synes det var frækt af mig at pjække, for jeg optog en plads fra en som rent faktisk godt ville gå i gymnasiet, men som ikke havde fået en plads, for den optog jeg, og at jeg sjoflede den plads.
Dengang grinede jeg af hende, og bad hende passe sin egen butik. I dag kan jeg selvfølgelig se hendes pointe. Uanset, så satte hendes besked sig i mig. 

Før jeg blev udredt anede jeg ikke at jeg maskerede. Jeg vidste godt, at jeg var god til at tilpasse mig mine omgivelser - helt ned til dialekten, men jeg vidste ikke hvorfor jeg var god til det eller hvad det ville have af konsekvenser.

Som et løg

Forestil dig at du gennem hele dit liv bygger din identitet op om din kerne ud fra de erfaringer du gør dig gennem livet. Som et løg, der består af flere lag, bygget op om kernen (hvad hedder det inderste af et løg egentligt?). 
Forestil dig så, at en del af den identitet du har bygget op, viser sig at være maskering. Skræmmende, ikke? 
Det afføder nogle ret eksistentielle spørgsmål, kogt ned til: Hvem fanden er jeg?! 

Da jeg gik ned med stress i 2021, faldt alle lagene af løget og kernen stod helt bar tilbage. Alle mine overlevelsesstrategier smuldrede fra det ene sekund til det næste. Jeg var rædselsslagen.
Hvad var der tilbage?
Hvem var mit autentiske jeg?
Ville mine venner stadig kunne lidt mig, hvis jeg ikke var den empatiske og omsorgsfulde, der sørgede for at andre havde det godt, før jeg skænkede mig selv en tanke?
Ville jeg kunne bære skuffelsen over at nogle faldt fra? 

Jeg tror, at jeg efterhånden har lært, at det ikke nødvendigvis handler om at droppe maskeringen helt og fuldstændigt, men om at finde de mennesker og steder, hvor jeg kan være mig selv. Om at høre til i stedet for at passe ind.