Noget on hensynsbetændelse

Jeg har altid syntes, at det var en styrke at tage hensyn.
At kunne mærke, hvordan andre havde det, og handle derefter.

Men der er forskel på at være empatisk, og at have hensynsbetændelse.

Det har taget mig mange år at opdage, at jeg faktisk ikke behøver at være alles redningsvest.
At jeg gerne må være ærlig, sætte grænser og vælge mig selv, uden at det betyder at jeg er et dårligt menneske.

Og nu?
Tabula rasa/ reset/ forfra/ kald det hvad du vil. 😊

Noget om ADHD og Hensynsbetændelse

At have ADHD og hensynsbetændelse på samme tid er som at køre med speederen i bund og bremsen halvt trådt ned.

Man vil så gerne gøre det rigtigt, være god, gøre alle glade, men ender udmattet, overstimuleret og med følelsen af, at man alligevel ikke slår til.

Når man i forvejen bruger enormt meget energi på at navigere i en hjerne, der konstant er på overarbejde, så bliver det simpelthen for dyrt også at bruge energi på at tage hensyn til alt og alle.

Derfor forsøger jeg nu at parkere hensynsbetændelsen. Det er ikke nemt, skulle jeg hilse og sige... 
Den, hensynsbetændelsen, lyder uskyldig, men den æder stille og roligt både overskud, selvfølelse og glæde.

Noget om at være ordentlig - ikke sød

Jeg øver mig på at sige tingene som de er.
At vælge ærlighed over bekvemmelighed.
At sige nej, uden at forklare mig herfra og til månen.

Jeg vil hellere være ordentlig, ærlig og til at stole på end jeg vil være “sød”.
For sød-hed har en pris, og det er som regel mit eget overskud.

Det betyder, at jeg kommer til at jokke på nogle ømme tæer undervejs. For før pendulet kan lande lunt i midten, så er jeg nødt til at gå fra den ene ekstrem til den anden, til jeg har lært mine egne grænser at kende. Det vil måske koste nogle relationer, men det arbejder jeg på, at lære at leve med. 
Jeg ved, at jeg ikke kan bære alles komfort, hvis det betyder, at jeg mister min egen ro, og jeg ved, at jeg ikke kan være ansvarlig for andres følelser - dem må de selv ligge og rode med.

Sandheden er…

Når man hele livet har taget hensyn til alle andre, føles det max forkert at begynde at tage hensyn til sig selv.
Som om man pludselig er egoistisk, eller “svær at være sammen med”.

Men det er faktisk det mest sunde, jeg har gjort længe.

For fløjelshandskerne, dem jeg altid ubevidst har brugt for ikke at støde nogen, de har givet mig vabler. Og jeg tror ikke, at jeg er den eneste der har det sådan... 

Nu er det jo ikke sådan, at det handler om at skulle konfrontere og optrappe konflikter her, der og alle vegne. For mig handler det om, at lytte til og være tro mig mig selv. 

Så nu øver jeg mig på...

… at sige nej lidt oftere.
… at trække vejret, før jeg siger “selvfølgelig”.
… lade andre håndtere deres egne følelser.
… vælge at være menneske – ikke menneske-pleaser.
... tænke mig om, før jeg siger "det er ok - det gør ikke noget".

Fløjelshandskerne er af.
Og det føles både skræmmende og fantastisk –
men mest af alt: rigtigt. 💛

Til dig, der kan genkende det

Hvis du også kender følelsen af at være sød på din egen bekostning,
så er du ikke alene.
Vi er mange, der har lært os selv at tage overdrevet hensyn som overlevelsesstrategi, men nu øver jeg mig i hvert fald i, at tage hensyn til mig selv.

Held og lykke til dig der er i samme process. 😊